Solen er langsomt ved at gå ned over de frodige bakker, som danner grænsen mellem Thailand og Burma.

76-årige Tee Lay sidder sammen med sin kone og venter på, at risene koger færdig, så de kan komme i gang med dagens sidste måltid sammen med familien.

”Jeg er meget glad for maden, men vi får ikke nok brændsel til komfuret,” siger Tee Lay.

Tee Lay flygtede for 20 år siden fra Burma, og har siden boet i flygtningelejren i Thailand med sin familie. Hans børnebørn er født i lejren og kender ikke til et andet liv. I deres lille bambus-hus bor de seks mennesker fra tre generationer.

Siden den første opstand i Burma i 1988 har regeringshæren taget fuld kontrol over grænseregionen, og den bliver ved med at tvangsflytte og udskrive befolkningen til ulønnet arbejde. Flok bliver tvunget til at bygge veje, bære militære forsyninger og andre aktiviteter, som gør, at de ikke kan dyrke deres jord. Derfor har mange valgt at forlade deres hjem og flygte til nabolandet Thailand

De thailandske myndigheder har forbudt flygtningene at tage et arbejde uden for lejrene, som kun må forlades i dagtimerne. Flygtningene føler de lever i et åbent fængsel, omringet af pigtråd og thailandske vagter, der forhindrer dem i selv at være herre i deres eget liv.

Der er ikke plads nok i lejren til at flygtningene selv kan dyrke ris og grønsager, så derfor hjælper Folkekirkens Nødhjælp flygtningene med mad, og andre nødvendigheder. Derudover får flygtningene også trækul, så de kan tilberede maden uden at områdets bevoksning lider skade.